1. Måned på kanalerne

Så er den første måned gået. En lille status herfra onsdag den 13/6-18:

Vi er nu i skønne skønne Paris og var i Eiffeltårnet igår. Er stadig imponerede over så vildt et bygningsværk fra 1889. Vi skal i Disneyland imorgen og Marco skal i "hunde-børnehave" derude.

- Det går bedre med at få lagt nogle indlæg på bloggen.
- Louises telefon har konstant for lidt plads pga for mange billeder. Som iøvrigt er meget svære at få overført til bloggen. Der MÅ være noget teknisk der er i stykker...!
- Anders er efter 3 uger holdt op med at vågne kl 6 om morgenen. Nu har Louise overtaget rollen som den morgenfriske. Det betyder at vi ikke får sejlet så tidligt om morgenen, som da Anders vågnede og sejlede alene.
- Ungerne skal stadig vækkes og kommer først op mellem kl. 9-10, medmindre vi skal i hestebutik eller sportsbutik....
- Nogen af os synes vi er nået meget langt gennem Europa.
Men efter Anders´ vurdering (og et kig på kortet), må nogen af os indrømme, at vi kun er halvvejs gennem Frankrig. Det betyder at der fra nu af er:
332 sluser og 952 km til Port Napoleon (lige før Marseille). Her venter masten indtil 1.juli, medmindre vi betaler nogle flere Euro for, at de opbevarer den i længere tid.
Hvis vi sejler 50 km om dagen fra nu af, kan vi nå det på 20 dage. Det er nok helt urealistisk med det tempo vi sejler. Men lad os nu se. Til gengæld får vi badet i de snavsede kanaler og hygget i havnene.
I regnestykket skal dog også tilføjes, at der på nogle af kanalerne i Frankrig er 30 sluser på 50 km. Det tager tid.
- Louise har haft fødselsdag og blev fejret med danske flag, gaver, morgensang og dejlige telefonopkald hjemmefra. :-)
- Vi elsker Frankrig og var meget overraskede over hvor fed Belgien var. Louises franske bliver bedre og bedre. Hun kan nu næsten snakke med slusevagterne på VHF og forstår mindst halvdelden. Har lært høje og venstre, opstrøms og modstrøms, hvilket hjælper lidt.
- Vi spiser mange croissanter.
- Anders var klart den bedste til tysk. Det på trods af at han fik 03 i tysk-eksamen på HF.
- Vi er glade for at vi er ude af de tyske, til tider kedelige og knap så charmerende, kanal-motorveje. Også glade for at vi ikke længere skal ligge side om side med de store 100 m lange industribåde.
- Ungerne har været tvunget til at lave tysk på Duolingo App. Men mente selvfølgelig at det var overstået, da vi forlod Tyskland. Og at de under ingen omstændigheder kan lære fransk, da den ene ihvertfald vil blive MEGET forvirret, i forhold til hendes ellers helt fremragende tysk....!
- Der er blevet spillet meget alt for Candy Crush og Fut Draft på telefonen.
- Ida har læst 10 bøger og Andreas har læst 7 bøger. Vi skal snart til at låne på E-reolen, medmindre vi møder nogle danskere vi kan bytte bøger med.
- Både Andreas og Ida har næsten brugt alle deres Euro.
- Vi har endnu ikke mødt nogen børnefamilier på langfart. Faktisk ikke mødt ret mange lystsejlere i det hele taget. De fleste sejlere er 60+, men søde og rare alle sammen. Måske er det ikke sæson eller sommerferie endnu...
- Skolen gik rigtig godt i starten. Læreren og til tider eleverne var meget motiverede.
De sidste 2 uger har vi været en del på udflugt. Klasseundervisningen har holdt pause.
Vikaren har endnu ikke været på banen udover enkelte foredrag i nogle af byerne.
Læreren har indimellem været stresset over alle de sluser hun skulle passere midt i skoletiden. Eleverne har heldigvis helt af sig selv fundet ud af, at man da lige kunne spille på sin telefon i de
lange pauser. Der har også været idrætstimer med 50-100 m løb på tid.
- Vi har været i EU parlamentet i Bruxelles på en spændende udstilling.
- Ungerene har lavet oplæg om de forskellige byer vi er kommet igennem. Så behøver de voksne ikke undersøge fakta om byerne.
- Marco sover på skift hos børnene, som holder nøje regnskab hvis tur det er.
- Begge unger har lavet en nedtællingskalender til vi er hjemme. Ifølge en engelsk marine officer vi mødte, er det helt normalt når man er på havet.
- Andreas har nu fået (læs: selv købt) 2 original fodboldtrøjer fra Ajax Amsterdam og PSG til hhv.
70 og 95 euro. Og har igår sagt at han nu ikke behøver at købe mere.
- Ida har været i hestebutik 2 gange. Og har tjekket hvilke hestebutikker der ligger på vores rute i resten af Frankrig.
- Budgettet blev efter 2 uger overskredet med det dobbelte. Var sat til 10.000 kr pr måned.
Paris og de andre storbyer har ikke hjulpet på det. Det skal tilføjes at vi på den 1. måned har brugt for ca 4500 kr i diesel. Så kaptajnen har nu regnet på at sætte omdrejningerne og farten lidt ned, så vi kan spare noget diesel. Madbudgettet er også sat gevaldigt ned, efter økonomi-politiet har været ind over indkøbene. Vi går også mindre på restaurant (dog ikke hele den sidste uge). Men der er altid råd til øl og vin i budgettet, hvilket nogen børn synes er totalt urimeligt, da de mener det også er lig med sodavand hver dag.
- Anders og Louise bliver ikke længere uvenner i sluserne.
- Der er kun én overkaptajn. Men Louise kan nu ligge til og fra i sluserne og snart i havnene også.
Og Ida er den bedste til at styre båden
- Vi er kun gået på grund 2 gange. Vi har ikke set nogen skader på båden.
- Vi ligger nu oftest kun i havn 2 gange pr. uge. Ellers ligger vi gratis ved forskellige moler.
- Vi har endnu ikke haft alvorlige tekniske problemer. Kun et stævnrørets pakdåse der blev for varm. Men efter mange gode råd på facebook og hjælp fra en nordmand blev det fikset. Begyndende vand i diesel tanken, men nu har "vi" oprenset dieseltanken og brændstofsystemet.
Heldigvis er kaptajnen autodidakt mekaniker og vicevært. Det sætter vi stor pris på.
- Rengøringen halter lidt.
- Vores solpanel virker fantastisk og kan holde køleskabet kørende i 2 døgn.
- Vi har efter 3 besøg brugt 300 Euro i bådbutik.
- Der bliver ikke længere spist slik og drukket sodavand hver dag.
- Marco er helt oppe over hvor mange gåture og nye lugte han møder, når han ikke sover.
Han er dog også blevet god til at holde sig i 10 timer, når vi ikke er i havn. Han har lært at hoppe af sluserne og tisse, mens vi venter. Var dog igår ved ikke at nå med igår, da båden meget hurtigt var sunket 2 m i en sluse.

Yndlingsudtryk:
Fælles: Das must ich fandme nok sagen.
Anders: Jeg tager lige en øl mere. Skal vi sejle idag, vi når jo ikke nogen steder i den fart.
Du skal ikke ligge på mit solpanel din dumme hund.
Andreas: Skal vi spille kort i aften? Hvornår er vi i havn? Må jeg spille på min telefon?
Må jeg få lidt slik idag?
Ida: Det var en dummernikker. Du er også lidt af en særling. Kan vi komme i hestebutik?
Der var bare en prank. Er der Wifi?
Louise: Jeg koger lige noget vand. Har i husket jeres redningsvest? Jeg har altså hørt efter, hvad du sagde. Vi har det ikke travlt har vi?
Marco: I snakker alt for meget og sover for lidt.

Kommentarer

Populære opslag